Hvad er forskellen på Single Malt og Blended?
Hvad er Grain whisky?
Hvad er Rye whiskey?
Hvad er Bourbon?
Hvad er angels share?
Hvad er feints?
Her får du et overblik over de mest anvendte betegnelser inden for whiskyens verden.
Whisky kan have flere betegnelser alt efter hvor i verden, den er fremstillet, og hvordan den er sammensat. Det mest almindelige i Skotland (og Danmark) er single malt whisky. Dette begreb dækker over det simple faktum, at whiskyen er lavet ét sted (“single”), og af ren bygmalt (“malt”), altså “single malt”. I USA opererer man med andre begreber; man hører ofte udtryk som “Straight Whiskey”, der betyder at whiskyen som hovedregel er lavet ét sted, typisk af en opskrift på 3-4 kornsorter (majs, byg, hvede og rug). I det 21. århundrede ser man også amerikanske single malts, men det hører til sjældenhederne. Bourbon, der har sit navn fra Bourbon County i Kentucky, skal ifølge lovgivningen laves med minimum 51% majs og lagres på nye tønder af amerikansk hvid eg. Rye whiskey er mest et amerikansk fænomen, hvor rugen udgør en stor del af opskriften.
Blended whisky er normalt sammensat af 30-40 forskellige single malts, der alle bidrager til den samlede smag. Denne del udgør omkring 30% af flaskens indhold. Resten er såkaldt “grain whisky“, der i grove træk er whisky destilleret til høje procenter fra majs eller hvede. Spritten bliver dermed lettere i smagen og passer til de relativt mildere blendede whiskyer.
Angels share – eller englenes andel – er det populære udtryk for de engle, der angiveligt svæver rundt over whiskytønderne og “stjæler” et par procenter af indholdet. Den knapt så romantiske sandhed er den, at træ er levende, organisk materiale, som trækker sig sammen og udvider sig med skiftende temperatursvingninger. En lille del af indholdet forsvinder derfor ud i luften – ud til englene. Det betyder på den ene side, at mængden af den gode whisky bliver mindre med årene, men omvendt også, at de mere flygtige (læs: skarpe, sprittede) alkoholer forsvinder og efterlader den færdige whisky rund og blød.
Feints er fællesbetegnelsen for resterne af destillationen, som ikke nåede med i det såkaldte “cut”. Cuttet er et udtryk for den god del af destillationen, som er velsmagende og egnet til lagring. Måske har du hørt om heads, hearts og tails – eller hoved, hjerte og hale på dansk. Her menes det forløb af destillationen, hvor alkoholen fra kedlen udskilles under varme. Hovedet er den flygtige, sprittede del, som hældes fra til feints-beholderen. Hjertet er den gode del, som man hælder på et træfad og gemmer i mange år. Halen – the smelly tail – er slutningen af destillationen, hvor alkoholen bliver så smagstung, at det bliver for overvældende. Derfor ryger denne del sammen med hovedet og bliver til sammen – feints!